K.O.N.T.R.O.L

Jeg er en mega kontrolfreak. Altså, ikke når det kommer til mit hjem, hvor alting sejler i rod, opvask og vasketøj. Lidt når det kommer til mit studie. Der kan jeg faktisk bedst lide at have styr på alting. Men ikke nok til at jeg egentlig gider gøre den store indsats for det. Rimelig selvmodsigende, alligevel. 
Men en mega kontrolfreak, når det kommer til Johanne. 

Derfor var min første reaktion, da min kæreste tidligere i dag foreslog mig, at han kunne tage Johanne med på stadion på søndag, for at se en fodboldkamp, sammen med nogle af hans venner og dertilhørende børn, denne; 

 

  
Instant neglebideri med dertilhørende nærmest Maude-agtig adfærd – jeg går i seng. Eller, jeg går i sofa, er det nok nærmere. Og æder en is. Eller et kilo chokolade. Alt imens jeg forestiller mig alverdens skrækscenarier, der garanteret bliver til virkelighed i det sekund jeg overlader ansvaret til en anden. For hun blir da helt sikkert væk. Eller sulter til døde. Eller tuder under hele fodboldkampen. Eller bliver kidnappet (It could happen!!). 
Det er ikke engang fordi, at min kæreste er et uansvarligt menneske – selvom han dog har en lidt anden tilgang til dét at have børn end jeg har (og gudskelov for dét!) – jeg kan bare ikke rumme den dér følelse af ikke at være i kontrol. Jeg får knuder i maven og bliver nærmest overfaldet af angst. Maude har ingenting på mig, panikmæssigt, når det kommer til at overlade kontrollen og ansvaret for mit barn til andre. Det er bare ikke en mulighed. 
Den kommer sig nok, kontrollen, af min konstante frygt for at fejle, når det kommer til Johanne. Min konstante frygt for at være utilstrækkelig – i andres øjne. Jeg har arbejdet enormt med den frygt, og kan sågar handle ind og være ude i offentligheden sammen med Johanne, uden konstant at være på vagt overfor andres opfattelse af mig som mor. Jeg er fandme kommet langt. 
Men det er  en hård negl at sluge, det her. For selvom ovenstående skrækscenarier lyder latterlige i andres ører, så er det faktisk ret reelt oppe i min hjerne. Logisk set ved jeg godt, at sandsynligheden for at hun bliver kidnappet eller sulter på Slagelse Stadion faktisk er rimelig lille. Men fortæl lige “sygelige kontrolfreak Karoline” dét. Det kan være hun vil høre på jer – for jeg kan sgu ikke snakke hende til fornuft. 😛 
Men når man ser bort fra min panikagtige tilgang til det her tilbud, så er det fandme dejligt, at min kæreste har lyst til at bruge tid sammen med mit barn. Det er fandme dejligt, at han vil lette mig for mit ansvar i et par timer. Det er fandme dejligt, at jeg har ham. 
Og hey – ikke et ondt ord om mænds evne til at være ansvarlige, når det kommer til børn. Jeg stoler fuldt ud på ham. Sådan da. Tatoverer nok alligevel hans telefonnr på hendes arm inden søndag. Altså, hvis nu hun alligevel liiige skulle finde på at blive væk eller blive kidnappet. 😉
Advertisements

Noget om børn & skærme.

Den anden dag lagde jeg en video op på Instagram, der viste Johanne, der gik all-in på at sige “Yo-ho-ho!” sammen med Jake & Ønskeøens Pirater. På hendes iPad. Johannes egen iPad, som hun fik af undertegnede i julegave. Jeg havde mange kvaler ved at købe den iPad. For i virkeligheden er jeg sgu egentlig ikke skideglad for den stigende tendens der er, til at placere vores børn foran skærmen, mens vi laver andre ting. Nødvendige ting, i de fleste tilfælde, men alligevel. Men jeg gav hende en iPad i julegave. Mest fordi at den jeg i forvejen havde var én af de allerførste iPads, og at den ikke rigtig var i stand til at opfylde vores behov for, hvad en iPad skulle kunne. 

Jeg tror ikke, at Johanne er det eneste barn på hendes alder, der har sin egen iPad. Men hvad man måske skal huske på er, at bare fordi at det er barnets iPad, så er det ikke barnet, der bestemmer over den og opsætter regler for, hvornår den skal bruges. Selvom de sikkert ville elske dét. Johanne ville i hvert fald. 😛 
Så selvom Johanne nu er indehaver af sin helt egen tablet, så bruger hun den ikke mere, end hun brugte vores gamle. Fordi det er nemlig mig, der bestemmer hvornår og i hvor langt tid, den må bruges. 

Og det er faktisk ikke særlig meget den må dét. Jeg vil i alle tilfælde hellere opfordre Johanne til at tegne, læse eller samle puslespil, end jeg vil lade hendes sidde passivt og stirre ind i en skærm. Eller lade hende spille alverdens spil. 

Jeg er helt med på, at fremtiden er digital – og mere digital end den allerede er. Men jeg er ikke med på, at det er ensbetydende med, at vores børn skal være digitale. Jeg er ikke med på, at det betyder, at vores børn skal frarøves muligheden for at kede sig, når de voksne ikke lige har tid til at sætte en leg i gang, og igennem den kedsomhed bruge deres fantasi til at finde på noget at lave. Vi frarøver dem tit den mulighed, fordi vi så bare placerer dem foran en skærm, der underholder dem, når vi ikke kan. 

Tingene var så skidefede, da jeg var barn. Sådan lyder det tit. Men det passer jo. Da jeg var barn, var der hverken noget der hed iPads, Netflix, Viaplay eller Ramasjang. Der var Børnetime, og det var det eneste tidspunkt i løbet af en dag, hvor man sad foran en skærm. Ellers legede man. Og man kedede sig nogle gange nok til, at man til sidst fandt på noget at lave. 

Det er for let at tænde for en iPad eller for et tv. Alt for let. 

Når Johanne så alligevel får lov at kigge på iPad engang imellem, så er det fordi, at det nogle gange er den eneste måde for hende at slappe af på. Johanne er hele tiden. Fra hun står op og til hun går i seng. Hverken benene eller munden står stille på hende. Og var hun en dreng, så havde hun sikkert for længst fået konstanteret ADHD. 😛 Nogle gange har hun behov for at koble af. For at være i ro. Og hvis intet andet kan give hende den ro, så får hun lov til at kigge på hendes iPad i 20 min. Men det er langt fra hver dag dét sker. 

Det her er ikke min måde at gøre mig bedre end andre. Vi lever et ret priviligeret liv herhjemme, hvor vi har masser af tid til hinanden. I hvert fald når jeg ikke er i praktik. Johanne har korte dage i børnehaven, og har derfor måske ikke altid ligeså stort behov for at koble af, som mange andre børn med længere dage har. Og jeg har ikke en 37 timers arbejdsuge, men har derimod også tid til at lave mange af de kedelige voksenting, mens Johanne er i børnehave. Så vi har tid til hinanden, når vi er sammen. 
Jeg ved godt, at dét ikke er virkeligheden for alle, og jeg er ikke ude på at slå nogle i hovedet over deres børns skærmforbrug. Jeg synes bare, at vi skal tænke over det. Rigtig meget. For jeg ved sgu ikke helt, hvad der er for en generation, vi er i gang med at skabe. 

Det er fredag, og det betyder weekend for de fleste. For mig betyder det starten på en arbejdsweekend, så jeg vil smutte afsted på job. Jeg håber, at I får en helt fantastisk weekend. Med tid til hinanden. 🙂

 

Men hvad med bedsteforældrene?

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at Johannes biologiske far ikke er inde i billedet – aldrig har været det, og højst sandsynlig aldrig kommer det.

Jeg ved ikke særlig meget om hendes far. Jeg kender hans navn, ved hvordan han ser ud, men det er vist også dét. Jeg kender ham ikke særlig godt. Kender ikke til hans opvækst – ved ikke hvordan han er blevet dén person, som han i dag er. Jeg kender heller ikke noget til de mennesker, der måske står ham nærmest – hans familie. Og altså dermed også Johannes biologiske familie. Hendes andet sæt bedsteforældre. Måske også hendes fastre, farbrødre, kusiner og fætre. Jeg aner faktisk ikke, om de eksisterer. Jeg ved ingenting om dem. 

Hvad jeg heller ikke aner, er om de ved, at hun eksisterer. Min formodning er at de ikke gør. Og jeg formoder kun dét, fordi jeg ikke kan forestille mig, hvordan man som bedsteforældre ikke ville have lyst til at have kontakt til sit barnebarn. Det kan sagtens ske, at jeg tager fejl. 

Jeg har haft kontaktet Johannes biologiske far, efter at hun kom til verden. Sidste gang lige før hun fyldte 1 år, hvor jeg rakte ud. Der kom intet svar, og jeg besluttede mig derfor for, at jeg ikke længere ville tage kontakt til ham. 
Jeg har aldrig overvejet at kontakte hans familie. Jeg ville for det første ikke ane, hvor jeg skulle lede eller hvordan jeg skulle gribe det an, og jeg ville på den anden side føle, at jeg gik bag hans ryg. Hvis hans forældre skal kende til Johanne, så skal det ske igennem ham. 

Hun mangler dem for så vidt ikke. Min kæreste har nogle rigtig søde forældre, og især min kærestes far er Johanne rigtig glad for. Min kærestes lillesøster er én af mine bedsteveninder gennem mange år, og hun har været der hele Johannes liv og har altid været Johannes ‘tante’. Hendes datter er Johannes bedste veninde. Johanne har så fantastisk mange mennesker, der holder af hende – elsker hende, som var hun deres eget kød&blod. 

Men det er fandme underligt at tænke på. At det et eller andet sted muligvis sidder en farmor & en farfar til mit barn. Nogle der deler hendes gener. Og nogle, der måske/måske ikke ved, at hun eksisterer. 

Jeg har taget det her emne op, fordi der var en sød følger på IG, der spurgte ind til det. Hvis du selv brænder inde med noget, du gerne vil vide eller læse min holdning til, så hold dig endelig ikke tilbage. Du kan enten kommentere her, på IG eller på min mail; hvidstoej@gmail.com 🙂

Den arbejdende mor.

Klokken er 15.34 og jeg sidder pt i en bus, der er mere proppet med fnisende teenager-piger, end en udsolgt Justin Bieber koncert er. Og så varm at selv fanden selv ville bede om at få skruet et par grader ned. Jeg har selvfølgelig glemt mine hovedtelefoner. Jeg hader at køre i bus uden. Er faktisk ikke skideinteresseret i at høre om andres liv. Men det er jeg så tvangsindlagt til de næste 30 min. Hurra for mig.

Jeg afleverede Johanne kl. 6.15 i børnehaven i morges. Som det allerførste barn. Heldigvis nåede der at komme 2 andre børn, inden jeg tog af sted, og det hjalp en lille smule på den dårlige samvittighed. Jeg fik fri fra job kl. 14.30. Og er alligevel først hjemme 16.15. Hurra for at være afhængig af offentlig transport.

Når jeg kommer hjem skal jeg så forsøge at agere omsorgsfuld, nærværende og overskudsagtig mor, alt imens jeg koger pasta, skærer grøntsager og steger pølser. Mens det eneste jeg har lyst til er at smække benene op, drikke varm kaffe og stene serie. Min mor har da heldigvis kunne hente Johanne tidligt, så hun slap for at ha’ en lige så lang arbejdsdag som mig. Oprigtigt hurra for bedsteforældre.

Satser stærkt på at kunne få Johanne til at sove inden 18.30. Så det eneste tid jeg har med hende i dag er under madlavning og fodringstid. Make it count. Helt sikkert. Og sandsynligheden for at mit fedtede hår rammer puden senest kl. 21 er eddermanme stor. I morgen starter det hele nemlig forfra igen.

Hvordan fanden klarer I andre dét?

Har du husket at læse med dit barn i dag? – Og en boganbefaling.

Johanne, 2 år gammel med “Lottes lillebror er syg”.

Jeg har altid været en bogorm. Lige fra jeg var helt lille og min mor læste godnathistorier for mig, mine søskende & vores hund. Det foregik i mine forældres seng, og det var fantastisk! Min far faldt altid i søvn, når det var hans tjans at læse godnathistorien, men min mor – hun var god! 
I folkeskolen var jeg hende, der altid fik “bogormen”, når vi skulle give hinanden et dyr. Jeg var (og er stadig) den der altid var først færdig med at læse og bad om mere. Og før sommerferien besøgte jeg troligt skolebiblioteket og lånte mindst 15 bøger. Jeg var også fast gæst på byens bibliotek, der dengang havde til huse i en gammel villa, som jeg var sikker på var hjemsøgt. Det var et fantastisk sted! Jeg lærte hurtigt at læse meget stærkt, og kan den dag i dag snildt læse en bog på nogle timer (hvis jeg altså får lov ;))
Jeg var er hende den tossede, man kunne spotte i en boghandler, snusende til nye bøger. Duften af nye bøger er fantastisk!
Jeg elskede at forsvinde ind i bøgernes univers – bruge min fantasi og skabe billeder ud fra ordene. Bøger har betydet alt for mig. Og jeg ville ønske, at jeg stadig havde tid og overskud til at læse ligeså meget, som jeg engang har gjort. 

Jeg synes, at kærligheden til bøger er én af de største gaver, vi kan give videre til vores børn. Det at sætte sig ned og lade sig rive med af ordene, billederne og historierne er noget helt unikt. Og i en verden der bliver mere og mere digitaliseret, synes jeg at bøgerne bliver vigtigere og vigtigere. Jeg kan så godt li’ at holde fast i dét, der var engang. Og jeg går til grunde den dag, at bøger i papirform forsvinder helt.

Johanne 1 år gammel “læser” “Hvordan lille Mulvarp gjorde Mus rask igen”.

 Jeg har altid læst med Johanne. Helt fra dengang hun lå indeni min kæmpestore mave og boksede rundt. Hun har altså nærmest fået bogorm-genet ind med modermælkserstatningen. Da hun var lille kiggede vi i pegebøger, men begyndte hurtigt med små bøger med korte sætninger i. Vi læste i lang tid den samme godnathistorie hver aften, og det blev vores ting at lave sammen – at læse. For lige meget hvor hård en dag vi begge havde haft, så kunne vi (læs; jeg) altid overskue at læse. 
Jeg synes aldrig, at børn er for små til, at man kan læse for dem. Jovist, deres evne til at kunne koncentrere sig om en bog stiger i takt med alderen, men samværet og glæden ved bøger er for alle aldre. 

Johanne & Mormor læser i bog om køretøjer. Johanne 1 år.



 

Johanne 1½ år – travlt optaget. 😉

Den dag i dag læser vi rigtig meget. Johanne er et barn, der har rigtig svært ved at koncentrere sig om nogetsomhelst i længere tid ad gangen. Men når vi læser, så sidder hun (som regel) helt stille og lytter og spørger. Når hun har hørt historien én gang, så husker hun det meste, og kan finde på at sidde og “læse” bøger i lang tid. Jeg elsker at lave forskellige stemmer til de forskellige karakterer, og er vist egentlig mere nærværende end nogensinde, når vi læser. Bøger er sgu fantastiske! 

Johanne 2 år.


Og nu til en lille anbefaling! Her til aften læste vi en helt fantastisk bog. Det var faktisk dén bog, der inspirerede mig til at skrive det her indlæg.

“Oscar og Olivia og sørøverskatten” handler om søskendeparret Oscar & Olivia og deres leg i et badebassin, der pludselig er det store hav. Sproget er fantastisk, og tegningerne er så dejligt farvestrålende og skønne. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at vi læser den! Og hvis man er mere til det digitale og mindre til de skønne papirbøger (der ellers dufter helt fantastisk og giver en helt anden fornemmelse ;)), så findes der 3 historier om Oscar & Olivia, der kan hentes i AppStore/Playbutik (koster 19kr). 🙂 


Har du læst for dit barn i dag? 🙂

Arbejdsuge på +60 timer og et (familie)liv, der sejler

Velkommen til jordens mest forsømte blog! Bloggen med de store intentioner og den ringe udførelse. Jeg har virkelig mange intentioner. Fx. ville jeg skidegerne få madplanen op og køre igen. Det er bare semi-umuligt eftersom jeg 50% af tiden ikke spiser hjemme, men på arbejdet. Det er sgu lidt hårdt at være mit hjem, mit hoved og mit barn lige for tiden. 
De sorte rande under mine øjne bliver slået i sørgelighed af de mange kafferinge på bordene, de visne blomster og de massive mængder kattehår og nullermænd, der pt har overtaget samtlige kvadratmetre af mit gulv. Forsømmelsen er så fint illustreret af den portion katte-opkast, jeg lige har spottet i Johannes legeværelse. Og den er ikke placeret der hverken i går eller i forgårs. Måske nærmere engang i sidste uge. Og mængden af mit overskud er så fint illustreret i det faktum, at jeg endnu ikke har fjernet den, men blot har placeret mig på en måde, så den ikke er i mit synsfelt. Ude af øje, ude af sind. 

Pt er mit timeantal af overarbejde i denne her uge oppe på 33 timer. Det er selvvalgt, absolut. Og det er et nødvendigt onde, der om 9 måneder beriger mig med en uddannelse. Men det er stadig hårdt. Min interaktion med Johanne i denne uge, har indtil videre bestået af at kysse hende på panden, mens hun sov og at følge hende i børnehave i morges. Hurra for dét! Johannes måde at håndtere al min tid væk fra hjemmet, er at blive skidesur på mig, når jeg en sjælden gang kommer hjem, mens hun er vågen. “Mor, du kommer al for tidligt!” “Mor, jeg vil hellere bo hjemme hos Mormor!”. Jeg ville fandme også hellere bo hos Mormor, hvis jeg var Johanne. For Mormor er sgu mere til stede i denne her tid, end jeg er. 

Jeg er god til at huske mig selv på, at det her bare er en periode. At der er nogle uger, der er kortere end denne her, og at jeg i de uger er rigtig god til at holde Johanne hjemme. At det er slut efter sommerferien, og at jeg fra august til januar kun skal skrive opgaver og til eksamen, og derfor vil have mere tid til hende (forhåbentlig). 

Men det er sgu hårdt. Og frustrerende. For når jeg endelig har tid til mit barn, så er jeg alligevel stresset og har mine tanker alverdens andre steder – på læringsmål, dokumentering, praktikopgaver undsoweiter. Jeg gad eddermanme godt være en overskuds-mor. Én der kunne overskue at lege med ting, der sviner. Eller gå på legeplads. Eller bage sandkager hele tiden. Eller rigtige kager. Eller lave varm aftensmad, og ikke spise mit barn af med rugbrød flere gange ugentlig. Det er jeg bare ikke. Og jeg ved sgu ikke, om jeg nogensinde bliver det. Jeg kan blive ved og ved med at undskylde det med, at det er skidehårdt at være enlig mor. Men der er sgu mange andre enlige mødre, der klarer dét til perfektion. Så måske har det mere med mig at gøre. Min evne til at chille the fuck down og ikke tro at korthuset vælter, bare fordi der kommer modellervoks over alt, fordi jeg ved, at jeg ikke kan overskue at rydde det op. Måske skulle jeg i virkeligheden bare tage mig gevaldigt meget sammen? Kunne nok egentlig være meget klædeligt. 

Set i bakspejlet havde jeg sgu nok en helt anden idé om, hvilken mor jeg ville blive. Havde nok regnet med at blive én med lidt mere overskud. Én der skældte mindre ud. Én der ikke behøvede at sidde med dårlig samvittighed om aftenen over at være en sur mor. Hold kæft, hvor er jeg træt af at være dét. Jeg er bare så træt. Af stress og rod og madpakker og vasketøj og trodsalder-børn og forventninger og gode intentioner og konflikter og læringsmål og dokumentering og opgaver. Og af mig selv, mest af alt. 

Jeg misunder jer uendeligt meget. Jer, der har overskud til jeres børn. Jer, der har overskud til at gå på legepladsen. Jer, der kan sætte livet på standby, for at nyde jeres børn, uden samtidig at stresse over alt andet. Jer, der kan sige “fuck dét” til alle de ting, jeg stresser over. Jer, der evner at være de bedste forældre for jeres børn. Jer, der ikke sidder med dårlig samvittighed om aftenen. Jer, der har børn, der ikke lige pt hellere vil bo hos deres Mormor. 

Måske kan mig og Johanne flytte lidt ind hos jer? For vi har vist brug for nogle gode forældre lige nu.

"Far"

Jeg blev så rasende i går. Så helt ubeskriveligt rasende. Og ked af det, ikke mindst. Så meget at jeg sad og tudede i bilen på vej til arbejde. Tudede af afmagt, vrede og sorg. 

Johanne sad nemlig og kiggede på et Danmarkskort, mens vi kørte mod mit arbejde. Hun sad og snakkede med sin moster om forskellige byer og om, hvor moster har været henne. Pludselig begynder Johanne at snakke om, at hun gerne vil køre til Jylland. Så kan hun nemlig møde sin far. . . 

. . . Fandme svært at forklare et barn på 3 år, at hendes far ikke vil se hende. At jeg har prøvet at kontakte ham tidligere uden held. At han stadig ikke vil ha’ hende. 
Så jeg prøvede på min egen prøvende og lidt akavede måde at forklare Johanne, at hendes far nok stadig ikke er klar til at ha’ et barn. Hvilket selvfølgelig resulterede i gråd fra Johanne. Meget gråd. Og jeg vendte hovedet væk, mens jeg trøstede hende, så hun ikke kunne se, hvor meget jeg også græd. 

Moster fik hende dog afledt og det var hurtig overstået. Men det gjorde hamrende ondt. 
Og det gjorde mig så vred. Virkeligvirkelig vred. 
Hold kæft, hvor er det let at være Johannes “far”. Far er med vilje i anførelsestegn, for jeg synes fandme, at der skal mere end en sæddonation til at få dén titel. I dag er jeg så gal på ham. Så gal over at han er medskyldig i, at mit barn bliver så ulykkelig. 

Nogle gange ville jeg sgu ønske, at jeg havde løjet for Johanne. Fortalt hende at hendes far var død. Så havde hun da i det mindste sorgen at kunne forholde sig til og leve med. I stedet for usikkerheden og uvisheden, som det giver hende at vide, at der findes en mand et sted, der er hendes far. 

Jeg er så gal over, at man på dén måde kan være ligeglad med et barn. Med sit eget barn. Jeg ved godt, at det var mig, der ønskede barnet. Mig der fik det uden hans accept. Og mig der derfor har accepteret, at det er mig, der er hendes forælder – og alene mig. 
Men jeg vil aldrig forstå dét valg. Aldrig forstå hvordan man kan leve med visheden om, at man har et barn – og så bare fortsætte livet som tidligere. 

Johanne er begyndt at kalde min kæreste for “farti”. Nogle gange kalder hun ham også far. Hvis vi ikke skal snakke biologi – så er han hendes far. 
Han er den far, der har leget vilde lege med hende,  der har givet mig grå hår. 
Han er den far, der er stået op om natten og nusset hende i søvn, når hun har haft mareridt. 
Han er den far, der kilder hende. Den far der kysser hende. Den far der læser for mange godnathistorier om aftenen, så hun først sover kl. 21. 
Han er den far, der elsker hende.

Jeg håber, det bliver nok for hende i fremtiden.