Men hvad med bedsteforældrene?

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at Johannes biologiske far ikke er inde i billedet – aldrig har været det, og højst sandsynlig aldrig kommer det.

Jeg ved ikke særlig meget om hendes far. Jeg kender hans navn, ved hvordan han ser ud, men det er vist også dét. Jeg kender ham ikke særlig godt. Kender ikke til hans opvækst – ved ikke hvordan han er blevet dén person, som han i dag er. Jeg kender heller ikke noget til de mennesker, der måske står ham nærmest – hans familie. Og altså dermed også Johannes biologiske familie. Hendes andet sæt bedsteforældre. Måske også hendes fastre, farbrødre, kusiner og fætre. Jeg aner faktisk ikke, om de eksisterer. Jeg ved ingenting om dem. 

Hvad jeg heller ikke aner, er om de ved, at hun eksisterer. Min formodning er at de ikke gør. Og jeg formoder kun dét, fordi jeg ikke kan forestille mig, hvordan man som bedsteforældre ikke ville have lyst til at have kontakt til sit barnebarn. Det kan sagtens ske, at jeg tager fejl. 

Jeg har haft kontaktet Johannes biologiske far, efter at hun kom til verden. Sidste gang lige før hun fyldte 1 år, hvor jeg rakte ud. Der kom intet svar, og jeg besluttede mig derfor for, at jeg ikke længere ville tage kontakt til ham. 
Jeg har aldrig overvejet at kontakte hans familie. Jeg ville for det første ikke ane, hvor jeg skulle lede eller hvordan jeg skulle gribe det an, og jeg ville på den anden side føle, at jeg gik bag hans ryg. Hvis hans forældre skal kende til Johanne, så skal det ske igennem ham. 

Hun mangler dem for så vidt ikke. Min kæreste har nogle rigtig søde forældre, og især min kærestes far er Johanne rigtig glad for. Min kærestes lillesøster er én af mine bedsteveninder gennem mange år, og hun har været der hele Johannes liv og har altid været Johannes ‘tante’. Hendes datter er Johannes bedste veninde. Johanne har så fantastisk mange mennesker, der holder af hende – elsker hende, som var hun deres eget kød&blod. 

Men det er fandme underligt at tænke på. At det et eller andet sted muligvis sidder en farmor & en farfar til mit barn. Nogle der deler hendes gener. Og nogle, der måske/måske ikke ved, at hun eksisterer. 

Jeg har taget det her emne op, fordi der var en sød følger på IG, der spurgte ind til det. Hvis du selv brænder inde med noget, du gerne vil vide eller læse min holdning til, så hold dig endelig ikke tilbage. Du kan enten kommentere her, på IG eller på min mail; hvidstoej@gmail.com 🙂

"Far"

Jeg blev så rasende i går. Så helt ubeskriveligt rasende. Og ked af det, ikke mindst. Så meget at jeg sad og tudede i bilen på vej til arbejde. Tudede af afmagt, vrede og sorg. 

Johanne sad nemlig og kiggede på et Danmarkskort, mens vi kørte mod mit arbejde. Hun sad og snakkede med sin moster om forskellige byer og om, hvor moster har været henne. Pludselig begynder Johanne at snakke om, at hun gerne vil køre til Jylland. Så kan hun nemlig møde sin far. . . 

. . . Fandme svært at forklare et barn på 3 år, at hendes far ikke vil se hende. At jeg har prøvet at kontakte ham tidligere uden held. At han stadig ikke vil ha’ hende. 
Så jeg prøvede på min egen prøvende og lidt akavede måde at forklare Johanne, at hendes far nok stadig ikke er klar til at ha’ et barn. Hvilket selvfølgelig resulterede i gråd fra Johanne. Meget gråd. Og jeg vendte hovedet væk, mens jeg trøstede hende, så hun ikke kunne se, hvor meget jeg også græd. 

Moster fik hende dog afledt og det var hurtig overstået. Men det gjorde hamrende ondt. 
Og det gjorde mig så vred. Virkeligvirkelig vred. 
Hold kæft, hvor er det let at være Johannes “far”. Far er med vilje i anførelsestegn, for jeg synes fandme, at der skal mere end en sæddonation til at få dén titel. I dag er jeg så gal på ham. Så gal over at han er medskyldig i, at mit barn bliver så ulykkelig. 

Nogle gange ville jeg sgu ønske, at jeg havde løjet for Johanne. Fortalt hende at hendes far var død. Så havde hun da i det mindste sorgen at kunne forholde sig til og leve med. I stedet for usikkerheden og uvisheden, som det giver hende at vide, at der findes en mand et sted, der er hendes far. 

Jeg er så gal over, at man på dén måde kan være ligeglad med et barn. Med sit eget barn. Jeg ved godt, at det var mig, der ønskede barnet. Mig der fik det uden hans accept. Og mig der derfor har accepteret, at det er mig, der er hendes forælder – og alene mig. 
Men jeg vil aldrig forstå dét valg. Aldrig forstå hvordan man kan leve med visheden om, at man har et barn – og så bare fortsætte livet som tidligere. 

Johanne er begyndt at kalde min kæreste for “farti”. Nogle gange kalder hun ham også far. Hvis vi ikke skal snakke biologi – så er han hendes far. 
Han er den far, der har leget vilde lege med hende,  der har givet mig grå hår. 
Han er den far, der er stået op om natten og nusset hende i søvn, når hun har haft mareridt. 
Han er den far, der kilder hende. Den far der kysser hende. Den far der læser for mange godnathistorier om aftenen, så hun først sover kl. 21. 
Han er den far, der elsker hende.

Jeg håber, det bliver nok for hende i fremtiden. 

"Men jeg vil også ha’ en far!"

Lige for tiden fylder det rigtig meget i Johannes verden – det dér med, at hun ikke har en far, ligesom majoriteten af hendes jævnaldrende i børnehaven har. Hun lægger meget mærke til, at de andre bliver hentet og afleveret af deres fædre, og at de andre snakker om deres fædre.
Johanne er selv begyndt at finde på historier om hendes far; “Dengang jeg var en lille baby, der mødte jeg min far. Og han var rigtig sød”. Vi snakker rigtig meget om det – det dér med, at hun aldrig har mødt hendes far og at han ikke kender hende. Men at han ville synes, at hun var rigtig sød, hvis han gjorde. Johanne forstår det ikke rigtigt – at han ikke kender hende. Og at han ikke er her. Så jeg fortæller hende om, hvad det er, en far gør – og så fortæller jeg hende, at alle de ting en far gør, det gør min kæreste også. Han elsker hende, han krammer med hende, han finder på små sange sammen med hende, han gynger hende, han leger med hende, og hun kysser ham godnat og godmorgen på kinden. Og alt det forstår Johanne godt. Men hun forstår ikke, hvorfor hun ikke har en far til at gøre de ting.

Jeg synes, det er virkelig hårdt. Fordi jeg kan se, hvor påvirket hun er af det. Fordi jeg oplever hende græde, mens hun siger “Men jeg vil også ha’ en far!”. Og så ruller den dårlige samvittighed ind over mig. For på trods af, at jeg ved, at jeg gør alt hvad jeg kan for, at Johanne aldrig skal mange noget – så føler hun alligevel, at hun mangler ham. Og det er jo min skyld, at hun gør det.

Jeg ved ikke, om det vil ændre sig den dag, vi flytter sammen med min kæreste. Og hun pludselig har ham til hverdag, ligeså meget som hun har mig. Jeg håber det. For jeg ved, at hendes “rigtige” far aldrig bliver en del af hendes liv. Og jeg ved, at min kæreste altid, ligegyldigt hvad der sker, vil være en kæmpe del af hendes liv.

Jeg håber bare, at jeg gør det godt nok – altså, at jeg er god nok til at snakke med hende om det. Så hun ikke skal sidde med følelsen af at være forkert.

Fuck, det er svært, mand.

Sommeren er her! Og vi er her også stadig.

Nogle gange forstår jeg ikke hvor andre bloggeres overskud kommer frem – til at blogge næsten h v e r dag. Jeg er fuld af beundring. Det blir nok aldrig mig. For jeg er sådan én, der klasker sammen foran en serie om aftenen, når alt det praktiske er ordnet. Jeg blir vist aldrig andet end en “en gang om måneden”-blogger. Men sådan er det. Jeg har heller ikke skide interessante ting at fortælle hver dag, for mine dage er rimelig meget ens; blive vækket af Johanne, sætte kaffe over, se Ramasjang i 10 min og drikke kaffe, lave morgenmad, drikke kaffe, få tøj på, få Johanne til at tisse af og børste hendes tænder, afsted i vuggestue, afsted med bussen, i skole, hjem, hente barn, legelegelege, lave mad, spise, bade barn, læse godnathistorie, kaste barn i seng, dø på sofaen. That’s it. Hvem gider læse om det?

Jeg ville skide gerne fortælle om alle de ting, jeg gør forkert. Om vores brug af Ramasjang/iKat, om det faktum at jeg tit ikke gider lege, men hellere vil læse bøger for Johanne, om alle de dage, hvor vi æder rugbrød til aftensmad og de dage, hvor vi æder pizza, og om hvor meget, at jeg ville ønske, at jeg engang imellem havde mere overskud til at leve med Johannes trodsalder-flip, i stedet for at blive skide irriteret på hende og ende med at skælde ud; “Nogle gange er du dum, Mor. For så råber du af mig”. Og JA, så er jeg faktisk skidedum. Men hun er faktisk også skide irriterende, når hun ikke gider sidde stille på sin stol, ikke gider stå stille, når hun skal ha’ tøj på, og ikke gider høre efter. Jeg har lært at leve med og acceptere mine fejl som mor. For samtidig med alle mine fejl (og egentlig synes jeg sgu ikke, at de førnævnte ting er -så- forkerte, altså lige bortset fra råberiet), så har jeg eddermanme også mange gode kvaliteter, og jeg har eddermanme kreeret et helt unikt og fantastisk individ. Sød og kærlig og hamrende intelligent.

Jeg er ikke ved at falde bagover over, hvor hårdt det er at være enlig mor længere. Det blir faktisk lettere. Især når tingene bare spiller og vores rutiner kører. Så er jeg faktisk ret vild med, at det bare er os 2. Og ja, nogle gange kunne jeg fandme godt tænke mig, at der sad én på sidelinjen hver dag, der lige kunne blive skiftet ind og overtage. Men hey, vi klarer os faktisk rimelig godt uden.

Anypotato, som vores følgere på Instagram (hvor jeg er megetmeget mere aktiv end her) allerede ved, så er mig og Johanne på vej i rækkehus. Og dét er fandme fedt! 93kvm i 2 etager med lille have. BUM. Åh, hvor jeg glæder mig til at placere hende i en sandkasse og drikke kaffe, omringet af blomster og træer. Jeg glæder mig til at ha’ et køkken-alrum, så jeg kan snakke med Johanne, når jeg laver aftensmad, i stedet for at skulle råbe til hende, som tilfældet er nu, hvor stue og køkken bare er miles apart. Det blir skidegodt for os. Vi har nøglerne allerede på næste onsdag, og helt i min ånd har jeg ikke pakket en skid endnu. For selvom det kører rimelig fedt herhjemme, så har jeg jo også skolen at tænke på. Og der er fandme afleveringer og projekter constantly. Selvom det er en del lettere at ha’ et lille barn, når man læser, end når man arbejder, fordi det er lidt nemmere at blive hjemme med sygt barn, så er det eddermanme stadig hårdt. Jeg er sikker på, at alle andre på mit hold trumfer mig, når det kommer til lektielæsning, og jeg er evigt taknemmelig for mine 2 studiegrupper, der er helvedes overbærende. Det er sgu hårdt at jonglere både skole og barn, og vi er fandme nogen, der glæder os til sommerferie!

Speaking of sommerferie, så sidder sidste års fiaskosommerferie stadig ret dybt i mig. Jeg havde Johanne hjemme 6 uger i træk, fordi hun var syg og havde ferie, og jeg endte med et mindre nervesammenbrud. Det gider jeg fandme ikke igen i år. Men det sker heller ikke. Jeg er modnet som mor, og hun er blevet ældre og bedre til at underholde sig selv engang imellem, så jeg kan puste ud. For det er sgu de tider, det er hårdest at være alene. Når man -hele tiden- skal være på. Der kunne man fandme godt bruge en far.

Jeg har fået rigtig mange henvendelser ovenpå sidste blog om førnævnte daddy MIA. Tak for dem! Det går ganske fint med at snakke med Johanne om det, og jeg har valgt den tilgang, der giver mest mening for os. Det skal være noget, der er naturligt, og ikke noget vi skal være bange for at snakke om. Johanne skal ha’ tingene af vide i hendes tempo, og ingen skal gøres til bussemænd.

Nu vil jeg tage et længe ventet bad og hoppe ud i solskinnet og nyde dét, inden jeg henter Johanne i vuggestue, og vi skal nyde det noget mere, inden vi skal hjem og bage pølsehorn.
Jeg håber, at I har det skidegodt, og at I kan leve med, at jeg er så helvedes elendig til at være blogger. 🙂

Hvor er min far?

Det er et spørgsmål, jeg har forsøgt at mentalforberede mig på i over 2½ år nu. Egentlig havde jeg håbet, at jeg ville ha’ haft noget mere tid, for jeg er sgu stadig ikke helt klar til at kunne besvare dét spørgsmål. Men (som altid) så har Johanne travlt med at skulle vide alt om verden lige nu, så jeg er blevet kastet ud i det en del tidligere end jeg havde håbet.
Som helt&aldeles aleneforældre, så kan man, i modsætning til skilsmissforældrene som oftest kan, ikke bare sige; “Far er derhjemme, og han kommer og henter dig i weekenden og så ses I”. Umiddelbart virker “Jeg aner ikke hvor din far er, og jeg tror sgu aldrig rigtig, at du kommer til at se ham” ikke lige som det fedeste svar at skulle gi’ ens barn på 2½.

Men for noget tid siden begyndte Johanne at sige; “Morfar er min far”. Og til det svarede jeg selvfølgelig, at Morfar ikke var hendes far, men min far. Hvilket hun accepterede med et dejligt børne-“okaaay”. Det er bare ikke rigtig nok for hende længere. For hvis Morfar er min far – hvem er så hendes?

Det er ikke fordi, at Johanne mangler en mandlig rollemodel i hendes liv. Hun har førnævnte Morfar, og så er vi begge to blessed med en ret så fantastisk mand, som hun elsker helt op til stjernerne, og som absolut gengælder dén kærlighed. Men han er jo ikke hendes far, og det er hun fuldt ud klar over. Vi læser bøger, hvor kun den ene forældre er til stede, og jeg forsøger at forklare hende, at det er helt normalt, at man kun har en mor eller en far.

Jeg har altid frygtet spørgsmålene. Den der dårlige samvittighed over, at jeg har frarøvet mit barn muligheden for at vokse op med begge sine forældre sidder i mig, og vil på en eller anden måde nok altid gøre det. Jeg mangler ikke en far til hende. Men jeg kan godt frygte for, at Johanne vil vokse op og mangle.

For hvordan fanden forklarer man lige ens barn, at hendes far ikke ville have noget med hende at gøre? Uden at gøre ham til skurken, og absolut uden at få hende til at føle sig uønsket?

Johannes liv er fuld af kærlighed. Alle der møder hende falder pladask for hende. Hun er elsket og megetmeget ønsket af os alle. Men det var hun ikke af ham. Og det vil jeg sgu ikke ha’, at hun skal få at føle.

Er der nogle derude, der sidder med guldkornene? Hvis I gør, så enlighten me please. Jeg er vist ude, hvor jeg ikke længere kan bunde.

Alle de gode intentioner.

Jeg tænker tit på, at jeg burde skrive blogs. Men tiden forsvinder bare i skole, arbejde, madlavning, trodsalderkonflikter og kærlighed. Så det blir aldrig rigtig til noget. Men vi er her stadig. Og på Instagram er vi faktisk rimelig aktive.

Påsken er over os, og vi nyder faktisk hinandens selskab rimelig godt for tiden. Vi er ikke næsten ikke uvenner. Og det på trods af at middagslur tit er en by i Rusland, og Johanne oplever en tilstand tæt på hungersnød hver evig fucking aften, når hun skal sove, og s k r i g e r. Og hey, hun kan altså ikke være sulten – ikke med så meget hun spiser til aftensmad. Har forsøgt at give hende en banan, dengang jeg var lettere at manipulere med, og hun gad ligesom bare ikke ha’ noget at spise. Så nu ignorerer jeg hende bare. Mens jeg spiser hendes påskeæg. Verdens bedste mor, lige dér. Men hey, et barn på 2½ skal altså ikke spise 4 store påskeæg selv. Det skal hendes mor, sguda.

Lige for tiden går der mange tanker gennem Johannes hoved, omkring “forældre”. Og især det dér med, at hun ikke har nogen far. Det vil jeg rigtig gerne skrive et lidt længere indlæg om en dag. Det her var nu mest for at fortælle, at vi stadig er her, og at I skidegerne må følge os på Instagram, hvis I vil være med i vores stressede liv. 🙂 (Som Johanne sagde i går aftes; “Du er sød, mor. Og stresset. Men kun lidt. Godnat”)