Hvor er min far?

Det er et spørgsmål, jeg har forsøgt at mentalforberede mig på i over 2½ år nu. Egentlig havde jeg håbet, at jeg ville ha’ haft noget mere tid, for jeg er sgu stadig ikke helt klar til at kunne besvare dét spørgsmål. Men (som altid) så har Johanne travlt med at skulle vide alt om verden lige nu, så jeg er blevet kastet ud i det en del tidligere end jeg havde håbet.
Som helt&aldeles aleneforældre, så kan man, i modsætning til skilsmissforældrene som oftest kan, ikke bare sige; “Far er derhjemme, og han kommer og henter dig i weekenden og så ses I”. Umiddelbart virker “Jeg aner ikke hvor din far er, og jeg tror sgu aldrig rigtig, at du kommer til at se ham” ikke lige som det fedeste svar at skulle gi’ ens barn på 2½.

Men for noget tid siden begyndte Johanne at sige; “Morfar er min far”. Og til det svarede jeg selvfølgelig, at Morfar ikke var hendes far, men min far. Hvilket hun accepterede med et dejligt børne-“okaaay”. Det er bare ikke rigtig nok for hende længere. For hvis Morfar er min far – hvem er så hendes?

Det er ikke fordi, at Johanne mangler en mandlig rollemodel i hendes liv. Hun har førnævnte Morfar, og så er vi begge to blessed med en ret så fantastisk mand, som hun elsker helt op til stjernerne, og som absolut gengælder dén kærlighed. Men han er jo ikke hendes far, og det er hun fuldt ud klar over. Vi læser bøger, hvor kun den ene forældre er til stede, og jeg forsøger at forklare hende, at det er helt normalt, at man kun har en mor eller en far.

Jeg har altid frygtet spørgsmålene. Den der dårlige samvittighed over, at jeg har frarøvet mit barn muligheden for at vokse op med begge sine forældre sidder i mig, og vil på en eller anden måde nok altid gøre det. Jeg mangler ikke en far til hende. Men jeg kan godt frygte for, at Johanne vil vokse op og mangle.

For hvordan fanden forklarer man lige ens barn, at hendes far ikke ville have noget med hende at gøre? Uden at gøre ham til skurken, og absolut uden at få hende til at føle sig uønsket?

Johannes liv er fuld af kærlighed. Alle der møder hende falder pladask for hende. Hun er elsket og megetmeget ønsket af os alle. Men det var hun ikke af ham. Og det vil jeg sgu ikke ha’, at hun skal få at føle.

Er der nogle derude, der sidder med guldkornene? Hvis I gør, så enlighten me please. Jeg er vist ude, hvor jeg ikke længere kan bunde.